2009 var generelt et år præget af store finansielle udfordringer, økonomisk afmatning og lav aktivitet. Udviklingen betød i Danmark, at priserne på små og mellemstore virksomheder (SMV) faldt markant. Deltaq udnyttede disse markedsmuligheder til at gennemføre yderligere seks virksomhedsopkøb i løbet af året, og står således ved udgangen af 2009 med en styrket og diversificeret portefølje af virksomheder.
Deltaqs årsrapport for 2009 har følgende hovedpunkter:
• Deltaq, som er moderselskab i koncernen, har realiseret et overskud før skat på 25,2 mio. kr. i 2009. Der er i 2009 foretaget positive netto værdireguleringer af porteføljeselskaber på i alt 45 mio. kr., sammensat af opskrivninger på 70 mio. kr. i Spinning Jewelry, som har oplevet en betydelig vækst i omsætning og indtjening i 2009, og nedskrivninger i Attraq på i alt 25 mio. kr. Deltaqs andel af de samlede værdireguleringer udgør 28,9 mio. kr. Den indre værdi pr. aktie udgjorde 109,2 kr. ultimo 2009.
• Deltaqs samlede koncernomsætning for 2009 blev 294,2 mio. kr. Resultat af primær drift eksklusive af- og nedskrivninger (EBITDA) var på 16,6 mio. kr., mens resultatet før skat udgjorde et tab på 10,1 mio. kr. Resultatet er på linje med det forventede og anses af ledelsen for tilfredsstillende i lyset af de herskende markedsbetingelser.
• Med udgangspunkt i den eksisterende portefølje af virksomheder forventer Deltaq i 2010 på koncernniveau at realisere en omsætning i niveau 650 mio. kr. og et resultat af primær drift eksklusive af- og nedskrivninger (EBITDA) i niveauet 25 - 45 mio. kr. Eventuelle nye opkøb kan ændre disse forventninger. Deltaq forventer at foretage yderligere 1 – 2 nye opkøb i 2010
Adm. direktør og partner i Deltaq Management Jesper Lacoppidan udtaler:
”2009 blev et år præget af stor opkøbsaktivitet og intenst arbejde med at udvikle og implementere ny ledelsesstrukturer og strategier i alle vores selskaber. Ved indgangen til 2010 står vi således med en stærk portefølje, og er på vej ind i en fase af Deltaqs livscyklus, hvor fokus skifter fra investering til udvikling og værdiskabelse gennem aktivt og ansvarligt ejerskab af vores virksomheder. Målet er at udnytte vækstmulighederne og forøge lønsomheden med en solid forankring i den løbende drift for at skabe størst mulig værdi for Deltaqs aktionærer,” siger Jesper Lacoppidan og fortsætter;
”I 2010 vil vi derfor tage yderligere tiltag til at styrke vores porteføljeselskabers konkurrenceevne og forretningsgrundlag. Vores fokus vil dels være rettet mod at sikre en effektiv omkostningsstyring og kapitalanvendelse, dels at yde en offensiv indsats, der skal forbedre selskabernes muligheder for at afsætte flere varer og ydelser. På den baggrund er jeg overbevist om, at vi også i 2010 vil være i stand til at accelerere værdiskabelsen og opnå en positiv udvikling i den samlede porteføljeværdi,” siger Jesper Lacoppidan.